Formandens beretning for ”året” der gik, 13.10.2011.
Beretningen vil traditionen tro igen i år være en gennemgang af de aktiviteter, som vi i bestyrelsen har arbejdet med og gennemført i det forløbne år.
Andespil:
Det gik godt sidste år, men desværre var der kun ca. 50 deltagere i andespillet.
Vi gennemførte spillet som de andre år, for at korte aftenen af var der gevinst på hver række i stedet for fuld plade og det fungerede godt. Vi havde en hyggelig aften, med mange flotte præmier til samtlige spil.
Der skal fra bestyrelsens side rettes en STOR TAK til vores trofaste sponsorer, der igen har givet Liseleje Borgerforening en stor økonomisk hjælp, i form af de fantastiske flotte sponsor gaver.
Overskuddet fra andespillet gik bl.a. til juleudsmykning af Liseleje By og det gamle Ishus.
Husk at støtte op om vores Andespil fredag den 21. oktober 2011 på Restaurant Le`Papillon i Liseleje.
Juleudsmykningen:
Juletræer gennem byen og udsmykning af Ishuset er stadigvæk en flot tradition, som vi værner meget om og samtidig glæder os til at udføre hvert år.
Sidste år var særlig hårdt, da sneen væltede ned fra begyndelse til slut.
Vi får hjælp af vores mange frivillige, som gør arbejdet både lettere og sjovere.
Det store juletræ på torvet, som kommunen har sponsoreret i en del år, havde Halsnæs Kommune sidste år besluttet, at vi fremover selv skulle betale.
Efter en drøftelse med Borgmesteren, om hvorvidt juletræerne havde overlevet besparelsen i driftsbudgettet, har vi fået den tilbagemelding at der stadig er et kommunalt betalt juletræ på Liselejes Torv.
Vi siger mange tak for juletræet.
Påskesjov på Fortællerstolen:
Som noget nyt i år blev der arrangeret påskesjov skærtorsdag ved fortællerstolen Havtyren.
Arrangementet henvendte sig til alle børn, som havde lyst til at hilse på påskehønen, synge og lege med i påskelege. Det blev en stor succe, da ca. 90 børn og voksne deltog.
Stor tak til Aksel – Sanne – Pia – Karen for denne succes fulde aktivitet.
Torvet & Parken:
Torvet og Parken stod, igen i år lys og smuk med påskeliljer i det tidlige forår. I sommerens løb er der plantet nye sommerplanter i kummerne, galgerne, og langs bænke og bede, så alt ser fint og flot ud. Der skal lyde en stor tak til vores havemand Bjarne for det fine arbejde.
Turismens dag:
Lørdag d. 28. maj 2011 afholdtes turismens dag ved det Gl. Ishus.
Vi havde indbudt både børn og voksne til fortællerstolen ved Havtyren, hvor Randi fortalte sjove historier for børnene.
Der var salg af Liselejes bedste fiskefrikadeller og Niels Sømand underholdte på harmonika med gl. sømandsviser, igen i år en rigtig fin dag.
Strandrensning og hejsning af det Blå Flag i Liseleje lørdag den 4. juni 2011:
Vi opfordrede alle til at deltage i strandrensningen, både med familie og venner. Der blev for de aktive budt på øl, vand og grillede pølser efter endt arbejde.
Halsnæs Kommune leverede affaldstænger og -poser til strandrensningen. Stor tak til de ca. 20 frivillige børn og voksne der mødte op, der blev samlet lidt over et halv tons affald, flot resultat, men trist, at det stadig er nødvendigt.
Analyseresultaterne af badevandets kvalitet opfylder igen kravene til Det Blå Flag, som igen kan vejre ved Liseleje Strand. Sidste sommer måtte vi i Liseleje som de fleste andre strande langs Nordkysten klare os igennem badesæsonen uden blåt flag.
Hejsningen af det blå flag fejrede vi med at Viceborgmester Annette West officielt hejsede det blå flag i Liseleje, som en af Nordsjællands bedste badestrande.
Fremover vil vi have officiel hejsning af det blå flag i Liseleje, som en fast tradition, for at markere og markedsføre Liseleje, at vi har en af Nordsjællands bedste badestrande.
Nyt Handicaptoilet/Helårstoilet i Liseleje:
Liseleje Borgerforening og Erhvervsforeningen har i samarbejde med Halsnæs Kommune og Aktionsgruppen planlagt og fået gennemført renovering af Handicaptoilet i Liseleje.
Halsnæs Kommune bevilgede tilskud på 200.000,- kr., og Aktionsgruppen Halsnæs har bevilget 200.000,- kr. til projektet. Toilettet er renoveret / bygget af lokale håndværkere, som var et krav fra vores side.
Liseleje Borgerforening glæder sig over, at byen nu har fået sit første offentlige helårstoilet.
Sankt Hans:
I år havde vi et fantastisk godt vejr til Sct. Hans aften.
TV/2 Vejret kom i på besøg i Liseleje, med en direkte vejrudsigt og interview med Liseleje Borgerforening ved bålet på stranden, forud for aftenens store Sct. Hans arrangement.
En rigtig god reklame, som fik Liseleje på landkortet.
Det er flere år siden, at der har været så mange mennesker på stranden på en hverdag Sct. Hans Aften. - Desværre var der underskud, fra salget af grillpølser og kolde drikkevarer. Jeg vil her gerne benytte lejligheden til, at sige en stor tak til bestyrelse og de mange frivillige hjælpere for det store arbejde – håber at i er klar igen næste år. Vi afsluttede Sct. Hans Aften igen i år med et stort og flot festfyrværkeri, som vi efterfølgende har fået megen ros for.
2012 er Sct. Hans Aften en lørdag, og vi har erfaring med, at der da vil komme mange mennesker, så vi er allerede nu gået i gang med at planlægge Sct. Hans Aften 2012.
Skoleelever der fejrede den sidste skoledag:
Problemet de sidste par år med unge skoleelever, som fejrer den sidste skoledag ved afholdelse af beach party på stranden, og efterlader et forfærdeligt svineri af affald og knuste flasker, det har vi ikke været udsat for i år.
Men på Naturlegepladsen Havtyren forsøgtes unge der holdt fest at afbrænde 2 låger.
Lågerne blev heldigvis reddet for afbrænding, da de formentlig er blevet forstyrret.
Vi hade en aftale med Natteravnene om, at de holder øje med området i denne periode.
Vi vil fremadrettet kontakte og afholde møde med Halsnæs Kommunes SSP. Konsulent og Politiet, for at forhindre en gentagelse.
Fremover vil Erhvervsforeningen og Borgerforeningen tage fløjlshandskerne af og melde sådanne sager til politiet.
Vi overvejer nu, om der skal forbydes al ophold på Naturlegepladsen efter klokken 22, ærgerligt, men måske nødvendigt.
Naturlegepladsen Havtyren:
Naturlegepladser Havtyren har høstet mange rosende ord og er Halsnæs Kommunes største turistattraktion.
I forbindelse med Outstanding i Halsnæs Kommune havde Liseleje Borgerforening i samarbejde med Liselejebageren og Lisestuens Isbar, hyret Svanholm Legeplads til at lave en ny figur til naturlegepladsen.
Svanholm Legeplads kastede sig onsdag morgen over en hel træstamme, og torsdag eftermiddag stod der en færdig skulptur. Et utrolig flot projekt, og på familiedagen blev skulpturen navngivet, efter en navnkonkurrence, og hedder nu Fisker Ole og Havfruen Lise.
Vi er i gang med at planlægge udvidelse af Naturlegepladser Havtyren næste år for en kvart million. Der er ansøgt om tilskud til projektet i Aktionsgruppen Halsnæs – Halsnæs Kommune – Naturstyrelsen Nordsjælland. Aktionsgruppen har 2012 bevilget 125.000,- kr. og fra Halsnæs Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland har man givet tilsagn om henholdsvis 85.000,- kr. og 40.000,- kr. til projektet.
Udvidelsen omfatter et nyt madpakkehus – svævebane – fiskeruse – og en vippe, som bl.a. er efterspurgt af naturlegepladsens brugere, arbejdet er planlagt færdigt i juni/juli 2012.
Liseleje Familiedag afholdtes den 30. juli:
I dejligt sommervejr og med stort rykind af glade børn og voksne blev Liselejes Familiedag igen i år en kanon succes. Fra morgenstunden var der opsat en flagallé gennem byen for at markere Familiedagen. Vi fik besøg af MG – klubben med ca. 25 gamle biler, som kunne beskues på P-pladsen, imens ejerne fik serveret morgenmad i Lisestuen.
Familiedagen blev fejret med forskellige aktiviteter for familierne, men primært for børnene.
Den store succes var vel nok helikopter flyvning over Liseleje, andre populære aktiviteter var - flødebollemaskinen som måtte fodres 400 gange, - øko- og wellnesmarkedet i parken var fint besøgt.
Som noget nyt havde vi i år fået engageret Swingingtime – hvor vi kunne nyde skøn Swing/jazz med kendte navne fra det Københavnske jazzmiljø, som spillede på Torvet.
Naturlegepladsen Havtyren havde endnu en stor besøgsdag, hvor der på fortællerstolen blev fortalt sagnet om Havtyren.
Det helt store hit var Sæbekasseløbet, som tiltrak mange deltagere og tilskuere omkring 500 mennesker, der stod og heppede på deres deltager.
Dagen afsluttedes med klovnen Tapè, der underholdte alle børnene med klovneri, en rigtig god afslutning på familiedagen. Det skønnes, at der denne dag var ca. 5.000 besøgende i Liseleje.
Til slut specielt stor tak til Alice og Karen for deres kæmpe engagement og indsats forud for familiedagen, og stor tak til alle de frivillige hjælpere for den store hjælp og positive indsats denne dag.
Ligeledes stor tak MLI´s venner, som også ydede en flot indsats denne dag.
Det gamle Is hus:
Vi er her i efteråret 2011 i gang med at reparere og male bygningen udvendig, efter den hårde vinter, som har medført skader på bygningen.
Bestyrelsen har ansøgt Naturstyrelsen Nordsjælland om at installeret El. i Ishuset, ansøgningen er bevilget. Vi er nu i gang med, at få indført El i Ishuset, og har fået et flot tilbud af DONG, hvor vi kun skulle betale 1.550,- kr. plus moms for El. installationen, hvis vi selv stod for arbejdet, det er besluttet i bestyrelsen.
Vi er nogle fra bestyrelsen og frivillige der har gennemført kabelarbejdet, og har fået sponseret gravearbejdet. EL arbejdet er sponseret af en lokal El. Installatør. Tusinde tak til alle.
Fritidsfiskere og brugere af Ishuset
Som vi fortalte på sidste års generalforsamling, betaler 9 brugere af Ishuset kr.: 25,- pr. måned pr. bruger, det er en økonomisk hjælp til den årlige vedligeholdelse af Ishuset.
Flisepladsen for enden af strandstien ved Ishuset:
Mange medlemmer og handicappede har i årevis nydt at side på bænken for enden af strand stien og se ud over havet, og sol ned gangen.
Vi havde sidste år en drøftelse med Halsnæs Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland, hvor vi fik afklaret, at det er Naturstyrelsen Nordsjælland, der har fået overdraget ansvaret for denne plads, efterfølgende har Naturstyrelsen Nordsjælland renoveret pladsen med fliser.
Der er aftalt, at vi fremover vedligeholder og renoverer bænken.
Festtelt:
Udlejningen af vores festtelt har som tidligere år givet et pænt beløb i foreningens kasse, og som er et godt tilbud til foreningens medlemmer, som de er glade for.
Vi har tegnet en forsikring hos Tryg Forsikring med en selvrisiko på 2.500,- kr. I lejeaftalen fremgår det at det er lejeren der skal betale de 2.500,- kr i selvrisikoen hvis der opstår skade på teltet.
Solnedgang ved havet:
Med Naturstyrelsen Nordsjælland fik vi sidste år en aftale om opsætning af ekstra bænke i klitterne.
Naturstyrelsen Nordsjælland leverer de nye bænke og bestyrelsen i Liseleje Borgerforening opsætter de nye bænke i klitterne, herfra kan man nyde Kattegats smukke solnedgang.
Vi har i løbet af vinteren lavet en plan på hvor mange bænke vi skal have, det blev 8 i alt.
Mandag den 8 juli 2011 startede vi med at sætte de 8 nye bænke op, Nogle fra bestyrelsen og frivillige hjalp til med arbejdet, som gav sved på panden.
Pressen var indbudt til indvielse af bænkene kl. 14.00, der kom Frederiksborg Amts Avis – Frederiksværk ugeblad og Halsnæs Posten, som hver især skrev et flot indlæg om bænkene.
Efterfølgende har Liseleje Borgerforening fået flotte tilbagemeldinger fra både fastboende – sommerhusejere og turister, at det var et super godt initiativ med de nye bænke.
Desværre er der stadigvæk nogle unge mennesker, som syntes det er sjovt at lave bål i klitterne, de river bænkene op og brænder dem af.
Det er uacceptabelt, og vi beder om, at alle vil være behjælpelige med at få stoppet dette.
Vi vil derfor opfordrer alle til at tage affære og ringe til politiet, hvis de ser nogen begå hærværk i forhold til bænkene eller andet.
Halsnæs Kommunes – Masterplan:
Halsnæs Kommune havde sidste år lovet forbedringer i forhold til masterplanen – bl.a. ny belysning. Arbejdet med El masterne er i foråret 2011 blevet færdig, og pynter flot i Liseleje.
Halsnæs Kommune er nu også i gang med, at udarbejde en lokalplan for Liseleje, som var planlagt at komme til høring i 2011, men nej det er udsat til 2012.
Projekt omlægning af Busrute nr. 327 Frederiksværk - Liseleje:
Erhvervsforeningen og Liseleje Borgerforening har i samarbejde med Halsnæs Kommune -
Aktionsgruppen og Busselskabet Movia planlagt Projekt omlægning af Busrute nr. 327 Frederiksværk – Liseleje.
Formålet med projektet er, at projektet skal gøre det lettere at komme rundt i området Asserbo – Melby – Liseleje, således at bussen hver anden gang køre den modsatte vej gennem Asserbo – Melby – Liseleje, til gavn for bl.a. fastboende - pensionister – turister – børnehaver m.v.
Halsnæs Kommune bevilgede tilskud på 30.000,- kr. og Aktionsgruppen har bevilget 30.000,- kr. til projektet.
Omlægningen vil træde i kraft søndag den 11. december 2011, den første tur ad den nye rute køres med afgang kl. 8,34 fra Frederiksværk.
Der skal der lyde en stor tak til Ole Ploug for det store arbejde med projektet, han har udført i forbindelse med omlægningen af Busruten.
Hjemmeside:
Jeg vil også gerne lige huske jer på vores nye Internet hjemmeside www.liseleje.dk hvor man bl.a. kan læse om hvad der sker i Liseleje Borgerforening.
Og husk lige at vi også har opslagstavle på husgavlen – Liselejevej 115 v/Butik Kelim.
Nye Medlemmer:
Medlemmerne strømmer til, vi er en aktiv borgerforening, og de ting vi gør for byen bliver nu værdsat, På bare en måned i sommer har Liseleje Borgerforening fået ca. 50 nye medlemmer, og inden for det sidste år, har vi fået 80 nye medlemmer.
Vi har desværre også mistet nogle medlemmer, grundet salg m.v.
Vi har igennem sommeren været at finde ved en bod hos Liseleje bageren på 3 af Torvedagene.
Ved at være synlige bestyrelse håber vi, at der er endnu flere der ønsker, at være medlem af Liseleje Borgerforening.
Det er i øvrigt meget vigtigt, at vi har et stort medlemstal at henvise til, når der bl.a. forhandles med de offentlige myndigheder m.v.
Hjælpe os med at få nye medlemmer ved at opfordre din nabo og andre til at melde sig ind i Liseleje Borgerforening, det koster kun 150,00 kr. om året.
Vi har p.t. ca. 600 medlemmer, men der er over 2000 grundejer i vores område. Hjælp os derfor med at få medlemstallet op, så vi kan forsætte det positive arbejde og udvikling for vores område.
Vi vil heller ikke i fremtiden hvile på laurbærrene.
Liseleje Borgerforeningen vil forsætte med en markant markedsføring af Liseleje, for at sætte Liseleje på landkortet, og arbejde videre og være på forkant med de ny tiltag og udvikling som sker i vores område.
Jeg vil ved denne lejlighed præsentere bestyrelsen i Borgerforeningen, der i årets løb har lagt utroligt mange kræfter i at få årets opgaver løst på bedste måde.
Hans Jørgen Hansen – Formand (okt.2004)
Mona Modahl – Næstformand ( okt. 2006)
Hans Evald O. Jensen - Kasserer (okt.2006)
Karen Leth - Bestyrelsesmedlem ( okt. 2008)
Henning Olesen – Bestyrelsesmedlem ( okt. 2005)
Alice Skauby – Bestyrelsesmedlem ( okt. 2007)
Steen Toft Borner - Bestyrelsesmedlem ( okt. 2008)
Sanne Hansen – Suppleant (okt. 2006)
Arne Klausen – Suppleant (okt. 2008)
Jeg vil sige tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og tak for jeres store indsats i årets løb.
Projekter for året 2011/2012 – Hvad har bestyrelsen gang i:
- Udskiftning af træer i Parken
- Hverve kampagne nye medlemmer
- Ekstra bænke ved Havtyren
- Udvidelse af Havtyren med en kvart million kr.
- Vi fortsætter arbejdet for at få gennemført Halsnæs Kommunes Masterplan for
- (” ET NYT LISELEJE ”)
- Markant markedsføring af Liseleje.
Der er nok at tage fat på i det kommende år. Økonomien er i orden, så penge til projekterne har vi i beholdningen, vi ved godt at vi for året 2010/2011 er kommet til at tære lidt på egenkapitalen, men det fremlagde vi sidste år på generalforsamlingen. Det er godt at kassereren om lidt i år kan fremlægge et fint resultat for det forgangne år.
Husk – uden din/jeres støtte…. Er det IKKE MULIGT.


Praktisk info